Man kan kun imponeres når man studerer Morten Albæks meritter. Morten Albæk er humanistisk uddannet fra universitet: filosofi og historie. Samfundsdebattør med stor gennemslagskraft. Og allerede - i en forholdsvis ung alder - i gang med en flot karriere i det private erhvervsliv. Først i Danske Bank og nu i Vestas. Adjungeret professor ved Ålborg Universitetscenter . Og en hel masse andet. Og se nu hans nye bog ‘Det gennemsnitlige menneske’. Masser af omtale, store interviews og med det samme stormer han til tops på bestsellerlisterne. Hvilken gave til det borgerlige Danmark. Eneste plet man faktisk kan pege på er, at han huserede i Danske Bank op igennem 00′erne. Hele vejen op til finanskrisen. Heldigvis for ham selv - og det er da også en kunst - nåede han at skride før helvede brød løs. Goodbye. Kolde Eyvind og de andre tager skraldet. ALBÆK FIK SIT STORE GENNEMBRUD som debattør med bogen ‘Generation fucked up’ tilbage i 00′erne, hvor han ene mand - af lidt uforståelige årsager - formåede at bringe hele samfundebatten på den anden ende. Prøv bare at høre essensen af hans analyse fra dengang: ”Min generation er den mest ansvarsløse, navlebeskuende og egocentriske generation, der nogensinde er blevet sat på Moder Jord.” Et frisk pust, javist. Men undskyld mig, er det ikke lige nøjagtig det samme, man har sagt om alle unge generattion siden Klaus Rifbjerg skrev den ‘Kroniske uskyld’? Ærlig talt det lød lidt som en plade der kører i samme rille. I DENNE MÅNED ER Morten Albæk så altså aktuel med sin nye bog om danskerne. Budskaberne er igen lige til overskrifterne: Vi er selvovervurderende. Og danskerne er dovne. Er Albæk endelig på sporet af en ny spændende karakteristik af danskerne. Eller er der igen tale om doven øl på nye flasker? Når forfatteren peger på at danskerne er selvvurderende, kan man naturligvis godt mene at der er tale om en original iagttagelse. Der er ihvertfald tale om et markant og - for det borgerlige Danmark - epokegørende opgør med janteloven. Alligevel må man konstatere, at det er en gammel traver der her bliver bragt til torvs. For har vi danskere ikke i årtier solet os i: lykkeundersøgelser, velfærdssamfundets fortræffeligheder, fodboldlandsholdet, når det går godt osv. osv. ? Udlændinge på besøg i Danmark har gang på gang bemærket det. Igen er der ikke rigtigt noget nyt under solen. Vi har altid været glade for os selv. HVAD SÅ MED DANSKERNES dovenskaben da? Har Albæk ikke en pointe her? Man kan jo så starte med at undre sig over, at forfatteren, som ikke lægger skjul på, at han betragter sig selv som en meget flittig mand, har brug for en ghostwriter til at skrive sin bog. Den er altså kun på 175 sider. Smøj ærmerne op næste gang, Morten, og skriv selv dine bøger. MORTEN ALBÆK FORTÆLLER om den strenge opdragelse hans far udsatte ham for. Det var ikke så sjovt dengang han svingede pisken over lille Morten. Men hold da kæft, hvor har det hjulpet ham på vej til at blive den mand han er i dag. Pointen synes nok engang at være, at alting var meget bedre i de gode gamle dage. Folk opførte sig ordentligt. Alle knoklede i deres ansigts sved fra morgen til aften. Den brede befolkning var præget af høj moral, i modsætning til i dag. Mærkeligt at Danmark er et af verdens rigeste og mest velfungerende samfund. Det burde faktisk ikke kunne lade sig gøre. MORTEN ALBÆK ER blot en af - efterhånden - mange forholdsvis unge borgerlige, dommedagsprædikanter og debattører, der huserer i medierne. Deres fremmeste fælles kendetegn er, at de er dybt skuffede over det moderne Danmark og flere mener helt alvorligt mener at vores kultur - og ikke mindst Danmark - befinder sig på sammenbrudets rand. Og så længes de alle altså efter de gode gamle dage. De gode gamle dage er vores allesammens redningsplanke. Man kan altså roligt konstaterede at den unge borgerlige idedebat i dag er gammeldags. Og impotent. Reformdagsordenen - som de borgerlige debattører og dommedagsprædikanter er så begejstret for - har jo intet med reformer at gøre. Det er en nedskæringsdagsorden, der har til hensigt at rulle samfundet tilbage til hvad det var engang. Rigtige progressive reformer forbedrer vilkårene for den brede befolkning og peger fremad for samfundet. Udlændingepolitikken er blevet til gold værdipolitik, i følelsernes vold, hvor man ikke forpasser en lejligheden til at piske debatten helt op i det røde felt. Hensigten er klar. Den unge borgerlighed vil inderlig gerne have gamle Danmark tilbage. Nej tak, siger jeg bare. Så giv mig Per Stig Møller tilbage. Han tænker da også fremad.
↧